Früd Brasserie & Restaurant

Dalgas Ave 54 · DK-8000 Aarhus C · Tel. +45 21 60 02 64 · info@frud.dk

I en smuk patriciervilla med udsigt til Tangkrogen og Aarhusbugten ligger Früd Brasserie & Restaurant. En fransk inspireret restaurant ejet af den østrigske kok, Jürgen Frühwirth, som selv er i restauranten. Den kollektive transport kører lige til døren. Ellers er der et hav af gratis p-pladser i området. Früd har desuden åbent fra morgen til aften.

Maden

Klassisk fransk mad med vægt på enkle retter, danske råvarer og fokus på fisk og grønt. Kammuslinger, svampesuppe, cremet løgsuppe, laks og tatar og terrine de champagne samt en dessert kunne være en frokostmenu hos Früd – alt efter sæsonen. Maden hos Früd er altid visuelt, flot anrettet, og det er ikke petit-portioner, der serveres her.

Früds aftenservering er et tilløbsstykke; en fransk inspireret menu inklusiv snacks, appetizer, aperitif og en treretters menu. Dertil en vinmenu, som er nøje tilpasset og i øvrigt serveres ad libitum.

Prisniveau

En frokost med tre retter koster 225 kr., mens den fulde aftenoplevelse koster 649 kr. pr. kuvert (torsdag-lørdag). Hverdagsudgaven koster 398 kr. Men så får man også både starters, tre omhyggeligt tilberedte retter og tilhørende vin-, øl- og saftmenu ad libitum.

Morgenmaden begynder ved 139 kr.

Stemningen

Früd er klassisk indrettet med højt til loftet. Bordene er dækket med hvide duge og levende lys. Når vejret tillader det, så er der udeservering på den store, gamle terrasse. Her er gamle, flotte strandsofaer, hvis man er til bløde sofaer.