Klokken

Mindegade 6 · DK-8000 Aarhus C · Tel. +45 69 15 69 86 · info@restaurantklokken.dk

Et stenkast fra åen ligger Restaurant Klokken. Her er skabt en hyggestemning, som man skal lede længe efter. Her kan du nyde en solid dansk frokost eller en middag som i gamle dage.

Maden

Konceptet er klassisk, dansk mad som smørre-brød, diverse danske retter og ikke mindst er der altid stegt flæsk med persillesovs på menuen. Klokken er tro mod traditionerne og sikrer kvalitet ved brug af kun de bedste råvarer. Menukortet er delt op i frokostklassikere og aftenretter. Frokostkortet byder på forskellige slags sild, højtbelagt smørrebrød, stjerneskud og tarteletter. De fleste frokostretter tilbydes også om aftenen og suppleres desuden af dansk hakkebøf og wienerschnitzel.

Til et solidt, dansk måltid mad, hører der sig god drikke. Klokken byder på velkendte øl og vine, mens stedets 12 snapse er specialfremstillede og populære.

Prisniveau

Smørrebrødet koster fra 69 til 110 kr. Går du all in med smørrebrød ad libitum er prisen 199 kr. Klassikere som pariserbøf og mørbrad a la creme koster 169 kr., mens stjerneskud koster 179 kr. Du kan også snuppe en frokostanretning til 189 kr. Om aftenen ligger priserne fra 159 kr. til 189 kr. Kokkens sammensatte tre-retters menu får du til 285 kr. Det er store og mættende portioner og i et fair prisniveau.

Stemningen

Det overordnede ord, der kendetegner Restaurant Klokken, er hygge. Der er en tilbagelænet og uformel atmosfære. Du kan læne dig tilbage i de store, behagelige læderstole og nyde dejlig dansk mad uden så meget pjat.