L’estragon

Klostergade 6 · DK-8000 Aarhus C · Tel. +45 86 12 40 66 · info@lestragon.dk

I Latinerkvarteret ligger den lille og hyggelige Restaurant L’estragon. Den er en institution i Aarhus. I 33 år har den ligget i Klostergade. Restauranten er oprindelig fransk, men i dag er det mere en økologisk gourmetrestaurant. Men uden noget som helst snobberi.

Maden

Råvarerne er særligt udvalgt og økologiske. Det er primært fra mindre producenter. L’estragon har guldmærket i økologi, hvilket betyder, at mellem 90 og 100% af alle råvarer er økologiske. Alt maden er selvfølgelig hjemmelavet. Den er moderne. Det er ikke petit-serveringer, men “rigtige” retter.

Der er fire forskellige menuer at vælge mellem. Tre, fire, eller fem retter med tre oste, bobler og snacks hedder “Hele pakken”.

Til alle menuerne er der vinmenu til. Vinkortet byder også primært på økologiske, biodynamiske og naturvine. Selvom L’estragon er fransk, så er det ikke “kun” franske vine. Udvalget er stort, og fokus er på de mindre producenter.

Prisniveau

Det er sympatiske priser L’estragon har. Når man holder prisen op mod kvaliteten, får du meget for pengene. Tre retter koster 295 kr., mens fire retter koster 375 kr. Den store tur med det hele inkl. vinmenu koster 1200 kr. Vin på flaske koster fra ca. 300 kr. og opefter.

Stemningen

Det er intimt og som på en af de gamle, klassiske bistroer i Paris. Her er godt 20 sidde-pladser. Det er som i en dagligstue. Loftet er fra en svunden tid, og indretningen oser af kvalitet og historie. Her kommer alle typer af gæster, og man falder hurtigt i snak. Betjeningen er præget af værtskab.