Malt

Ceresbyen 64-68 · DK-8000 Aarhus C · Tel. +45 72 27 57 57 · info@malt.dk

Med sin placering i smukke og nænsomt renoverede lokaler i den fredede del af Ceresbyen sender Malt en kærlig hilsen til byens gamle bryggeri, der åbnede på stedet i 1856 og fortsatte helt frem til 2008. Malt åbnede i 2017 og er indrettet i et stykke moderne industrihistorie. Den gamle bygning omfatter både restaurant, ølbar, lounge og festlokaler med plads til i alt 350 gæster.

Maden

Kokkene har meget frie rammer, men det er moderne danske retter, som dominerer på menukortet. Maden er ofte smagt til med netop den øl, som anbefales til de enkelte retter. Køkkenstilen er helt sin egen, da det er de forskellige øl, der er udgangspunkt for valget af råvarer og de endelige smagsindtryk. Kokkene kan deres håndværk, og de moderne ølretter smager forrygende godt.

Malt inviterer til social dining over mad fra det store, åbne køkken.
Malts specialøl kommer fra bl.a. brygmester Anders Kissmeyer, der er tidligere vinder af titlen Best Active Brewmaster og fortsat regnes blandt fagets bedste på verdensplan.

Prisniveau

Seks retter udvalgt af køkkenet koster 250 kr., imens 12 mindre retter til hele bordet koster 475 kr. pr. gæst. Malt tilbyder både en ølmenu og en vinmenu, begge til 350 kr. Priserne på det alsidige vinkort begynder ved 298 kr.

Stemningen

Her er en unik og afslappet atmosfære, og man bliver helt betaget af de smukke lokaler. Malt har indrettet sig råt, rustikt og stemningsfuldt i Ceres’ gamle bygning med hvælvede lofter og masser af historie.