MIB Madmarked

Pakhuset – Mariane Thomsens Gade 1 · DK-8000 Aarhus C · Tel. +45 22 50 84 43

Nordisk tapas og hygge er nøgleord hos MIB Madmarked, der drives af iværksætteren Martin Ib. Nu er forretningen, håndværket og de høje ambitioner rykket ind på Aarhus Ø. En filial findes også på Nordre Strandvej i Risskov, samt hos MENY på Langenæs og Risskov Brynet.

Maden

Fokus ligger på hjemmebagt brød, smørrebrød, tapas, pizza og delikatesser, som kan købes ud af huset.

Langtidshævet surdejsbrød bages i stenovn, kagerne tilberedes med dansk smør og belgisk chokolade, pizzaen har papirstynd bund på en base af surdej, og bag det står bl.a. bagermester Thomas Wulf.  Smørrebrød anrettes på hjemmebagt fuldkornsrugbrød, og MIB serverer desuden hverdagsklassikere som boller i karry, stroganoff og lasagne.

Prisniveau

Lavt, den høje kvalitet taget i betragtning. To friske morgenstykker, et stykke wienerbrød og en æblemost langes over disken for bare 35 kr.. Et stykke smørrebrød koster 55 kr., og en tapasanretning med charcuteri, oste og garniture til to personer fås for 250 kroner. Boller i karry, gullash og stroganoff sendes ud af huset for 55.. Husets signaturret, en flæskestegssandwich på sprød foccacia-bolle, kan indtages for 85.. MIB Madmarked serverer fortrinsvist økologiske vine og bobler, øl fra Krenkerup, økologisk sodavand samt kaffe og te i diverse varianter.

Stemningen

Som en af pionererne på det nye Aarhus Ø har MIB Madmarked lanceret konceptet “Vi spiser sammen”; uformel fællesspisning den første onsdag i hver måned. Maden serveres ved langborde og inviterer til social dining for bare 85 kroner.